Grethe Livbjerg

Er en blog ikke et rum for funderinger? Et rum hvor man kan dele tanker?

Dette indlæg på min blog er ikke svar, kun funderinger.

I min barn – og ungdom var synden allestedsnærværende: I prædikener og i Missionshusets forkyndelse. Udover de åbenbare synder var biografbesøg, dans, kortspil og en hel del mere synd.

Nej, jeg ønsker ikke dette tilbage. Den angst dette for mit eget vedkommende medførte, kunne jeg godt være uden. Dette var på mange måder forvrænget og skabte skrupuløse kristne. Men: i de sunde former det også havde, vil jeg ikke undvære det.

Hele min egen baggrund får mig til at spørge: Hvor er synden blevet af i dag?

Jesus sagde om Helligåndens komme: ”Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom” (Joh 16,8).

Jeg husker en retræte i Frankrig. Vi var ca. 30, almindelige grå mennesker.  Atmosfæren var lidt tung. Den anden dag blev det bebudet at der om aftenen ville være bods andagt: Kort prædiken der kunne vække anger, stilhed og mulighed for personligt skriftemål. Vi blev rådet til at bruge dagen til at søge ind for Guds ansigt og lade Helligånden gennemlyse os.  Dagen efter var alt forvandlet. Sangen var blevet glad lovprisning, mennesker lyste.  Undervisningen stødte ikke på mure, men gik lige ind.  Den enkelte havde set sin synd i øjnene, bekendt den, fået tilgivelse – og hele fællesskabet var fornyet.

Men hvem tør i dag tale om synd? Er den blevet psykologiseret væk?  Jeg kan jo i grunden ikke gøre for, at jeg er som jeg er. Skylden findes i min opdragelse, i skolen, i at jeg er blevet mobbet – og for øvrigt: Hvad er synd?

Der findes terapier til at afhjælpe alle mulige skævheder. De skyder op som paddehatte. NB: Jeg har intet mod terapier. De kan i mange tilfælde hjælpe mennesker til at finde orden i deres indre rod. Men jeg har mødt mennesker der har brugt år – og tusinder af kroner – på at gå i terapi og kan sige: Alt i mig er endevendt og hvad så?

At få bortforklaret egen skyld determinerer mig. Men at ærligt erkende min synd og få den tilgivet, gør mig til et frit menneske med eget ansvar for mit liv. Der kan være tilfælde hvor friheden lidt efter lidt skal erobres: Den og den syndige vane skyldes måske forhold udenfor mig selv, som jeg ikke har ansvar for.  Men ved at jeg tager ansvar for synden i mig, bliver jeg lidt efter lidt fri.

Jeg har selv i over tyve år undervist i kristen meditation. Dvs. i de sidste år har jeg undgået dette udtryk, for visse tendenser gjorde mig betænkelig.

Østlige metoder er strømmet ind og findes i mange afskygninger. De kan være uskyldige. Det er heller ikke sikkert at de gør danskere til hinduer, buddhister etc, selv om jeg har set tilfælde, hvor kristne lige så stille har skiftet religion gennem dem. Men de er i tilpasset form blevet en del af det, man kan kalde wellnesskulturen.  I den gælder det om at have det godt, at få de godt.

Meditation er også blevet del af denne wellnessbølge.  Hvor er den kristne meditation i dette? Drejer den kristne meditation sig  kun om at få det godt?

Den kan synes så let: Når bare vi åbner os i meditation, strømmer Gud ind. Troen er let som en fjer.

Man kan få indtryk af at Gud er som en tyk og mild fløde, der strømmer ind og lægger sig som et fredfyldt dække over alt. 

Vi skal leve i Guds nærvær, og det er let – og gør let. Br. Laurentius´ lille bog om at leve i Guds nærvær bliver citeret. Jo, han var enkel, men man glemmer – eller overser – at han i lang tid inden han kom til letheden, havde lidt under det, de gamle kaldte ”syndenød”. Gud måtte forberede ham til at leve i Hans nærvær.

Er der ikke risiko for at kristen meditation bliver en del af wellnesskulturen –  bliver wellness- spiritualitet?

Hvor bliver korset af?

Gud er en fortærende ild. Når Helligånden kommer, overbeviser Han om synd, om retfærdighed og om dom. Hvor er de toner blevet af i ”spiritualiteten”?

Allerede i Siraks bog kan vi læse: ”Min søn, hvis du når frem til at tjene Herren, vær da forberedt på prøvelser”.

Da Peter kom i land med båden fuld af fisk, faldt han ned for Jesu fødder og udbrød: ”Gå bort fra mig Herre! Jeg er alt for stor en synder til at være i din nærhed”.   Den erkendelse var nåden i Peters liv.

Kirkefædrene fandt et ord for denne nådeserfaring: katányxis, stinget i hjertet. Origenes taler om den smerte vi bør bevare i hjertet: sorgen over egen synd. Det er en sorg efter Guds sind. Stinget i hjertet, siger Gregor af Nyssa i sin tredje prædiken over saligprisningerne, er en sorg der skyldes sindsforvandlingen.

At komme til tro er at opdage at noget mangler. Uden tro kan man indbilde sig at alt er i orden. At komme til tro er at få et indre sår. Tro er ikke beroligende piller – tværtimod!

På fransk taler man om ”la doloreuse joie”, den smertefulde glæde. Glæden over at være i Guds kærlighed – og smerten over den synd der dermed afdækkes.

Det er den spænding den kristne må leve i. Og den er nåde.

Hvad sker der, når syndsbevidsheden forsvinder, når den enkelte kristne ikke i en ægte omvendelse oplever sig som en synder og modtager tilgivelse?   Vil ikke kirken som sådan miste blikket for synden – og dermed svigte vort samfund?

Vi må tilbage til vore rødder! Da vidste man hvad synd er, da kendte man den ægte nåde. Da fik troen hele sin tyngde.

En ny økumeni?

I forordet til en ny bog på svensk, Peter Artman: Ny endräkt  skriver den svenske katolske biskop Anders Arborelius: ”På kort tid har vi kristne gået fremad på enhedens vej med syvmilestøvler.”  Dette er ikke blot en begejstret  udtalelse, men reflekterer biskop Anders´ dybe  fællesskab med kristne fra forskellige kirkesamfund.

Denne ”nye” økumeni kan ikke sammenlignes med et patchworktæppe, hvor forskellige enkeltdele er lappet sammen, et fællesskab stykket sammen ud fra den laveste fællesnævner, men enheden væves sammen og danner et nyt mønster, som samtidigt er identisk med det oprindelige i vores fælles rod.

Den ”gamle” økumeniske bevægelse havde et social-politisk præg, hvor vægten var lagt  på den fælles handling. På min reol står resultatet af  kommissioners drøftelser af de teologiske spørgsmål, der adskiller kirkerne.  Alt dette er godt og nødvendigt.

Men i den ”nye” økumeniske bevægelse vokser enheden op nedefra. Ofte citeres fra den koptiske munk Matta Al-Miskîns bog: Enhet ger liv:  ”Vi må begynde med at leve sammen i troens inderste og eneste væsen, inden vi kan enes om indholdet”.  Bøn og bestræbelser for enhed må ikke standse op ved vor forståelse af Kristus , men lede direkte frem til alle troendes enhed  i Ham.  

En artikel kan kun i  glimt gengive  hvad der sker på denne front.

Nya Slottet Bjärka-Säby  tilhørte en  højkirkeligt engageret godsejerslægt. D. 1. april 1980  stod  der i svenske aviser, at  slottet med tilhørende stor park var foræret til  Pinsekirken i Linköping. ”Aprilsnar” tænkte læserne, men den var god nok. Betingelse var at stedet skulle fungere i økumeniens ånd.

Godsejer Ekman havde et valgsprog: ”Bøn og arbejde – være ikke synes”. Dette valgsprog er overtaget  af et økumenisk kommunitet, der med pinsepastor Peter Halldorf som præses i over ti år har  givet stedet liv gennem   et  monastisk liv med  tidebønner, åndelig læsning, studier og fysisk arbejde. Eukaristien fejres  efter Basiliusliturgien, søndag i det gamle slotskapel, der d. 13. september fejrer 150 års jubilæum, og om onsdagen i Övre Salen, et kapel allerøverst i slottet. Det er præget af smukke ikoner og røgelsesduft.  Onsdag aften kan  liturgien her vare et par timer. Der er altid fuldt, mange unge. Har man én gang været her, længes man tilbage. Her er det særligt smerteligt som katolik  ikke at kunne modtage kommunionen.

Hertil strømmer kristne fra alle kirkesamfund, og frikirkelige, som før har betragtet alt  liturgisk og  sakramentalt som stift og dødt, bliver her dybt berørt af liturgiens livgivende kilde.

I et sådant miljø vokser klosterkald frem, så  klosterdrømmen  er  ikke urealistisk. . Som model og moderkloster  har man Bose i Norditalien, et stort økumenisk kloster med ca. 70 munke og nonner,  flest katolikker. Det begyndte med, at en ung mand, Enzo Bianco, netop den dag Det andet Vatikankoncil sluttede, flyttede fra Torino i Norditalien  ud i et primitivt hus, hvor han  i tre år boede  alene og  i bøn. Så  begyndte andre at slutte sig til,   en hurtig vækst kom i gang.  Årligt har Bose tusinder af besøgende, også af  kardinaler og  kirkeledere fra alle samfund.

Men fraternitett i Bjärka – Säby  har også nær kontakt med Sveriges katolske klostre, og brødre og søstre  derfra kommer og underviser de unge,.

Ud fra  fraternitet på Nya Slottet er  vokset et udvidet kommunitet af personer, der som en slags 3. orden lever rundt omkring i Norden.

Tidsskriftet Pilgrim har sit hjemsted på Nya Slottet. Det er ligesom Levende Vand et økumenisk tidsskrift og har som vi en referencegruppe med repræsentanter fra alle kirkesamfund.  Pilgrim har gennem årene samlet hundreder af mennesker til retræter  og store møder. F.eks. var  i 2007 6-700 præster fra alle kirkesamfund samlede til undervisning og bøn.

Den nye økumeni er en liturgisk, sakramental  vækkelse.

Ved en jubilæumsfest i det økumeniske retrætested Berget i Rättvik fejrede pater Wilfrid Stinissen messen. Han havde fået biskop Anders´ tilladelse til at alle kunne modtage kommunionen., så denne messe blev en anticipation af hvad der venter os, når vi helt bliver ét.  Wilfrid Stinissens prædiken om enhed kan læses på www.levendevand.dk.

Da den svenske ærkebiskop for et par år siden udtrykte tvivl på jomfrufødslen, satte biskop Arborelius og lederen af  Pinsebevægelsen sig sammen og skrev  en artikel  Jesusmanifestet, som blev bragt i Svenska Dagbladet og senere udkom som bog.  At en pinseleder og en katolsk biskop kunne skrive dette sammen vakte stor opmærksomhed.  Siden har de to sammen skrevet en bog om Helligånden. I flere år har der været regelmæssige samtaler mellem den katolske Kirke og Pinsebevægelsen, og disse samvær, der har fundet sted enten i et katolsk kloster eller på Nya Slottet, Bjärka-Säby, har altid været præget af bøn.

En svensk  økumenisk tidebog er solgt i 4.000 eksemplarer og skal ud i nyt oplag. Den anvendes i alle kirkesamfund, i fællesskab og af enkeltpersoner. Tidebønnen skaber enhed.

Det bærende i denne nye økumeniske bevægelse er troen på, at vi alle har fælles rødder i enhedens kirke, kirken før alle splittelser. Derfor spiller ørken- og kirkefædre så stor rolle, og deres tekster læses flittigt.

Det har ført til oprettelsen af Johannesakademiet, et studie- og samtalemiljø for økumenisk teologi, især ud fra den monastiske tradition i Oldkirken. Johannesakademiet har på Nya Slottet fået skabt et stærkt voksende bibliotek med især patristiske tekster. Her holdes seminarer med deltagere fra alle kirkesamfund. Her kan enkeltpersoner få tid og rum at forske.  Professor i kirkehistorie i Lund, Samuel Rubenson har været en af de drivende kræfter i dette nye tiltag og er præses for det. Ånden i Johannesakademien kan udtrykkes i devisen fra Oldkirken: ”En teolog er den der beder i ånd og sandhed, og den der beder i ånd og sandhed  bliver teolog” .

I det virtuelle rum finder man også den nye økumeni i www.enhetensvanner.se Gå selv ind og kig!

Men går alt da enkelt og let? Nej langtfra. Liturgifejrende  pinsepræster vækker en slumrende katolikskræk. En katolsk biskop, der  færdes hjemmevant i frikirkesammenhænge fremkalder spørgsmål   i Katolsk Magasin:  ”Hvordan kan vor biskop føle sig hjemme i en så broget skare af mennesker?”                   

Biskop Anders svarede: ”Hvis vi bare holder os til dem, vi føler os hjemme med, bliver vi snart ensomme. Vi kan – i denne skare – erfare   et åndeligt slægtskab som fylder os med forundring over, hvordan Gud fører os sammen trods alle grænser. Helligånden kan lade os føle os hjemme i det mest uventede selskab. Vi må vove os ud på åbent vand. Vi må stole på at vor katolske tro er så rodfæstet i vort indre at ingen ting kan rokke os”.

Og i dette er biskop Anders på linje med  paven. Dagen efter sit valg sagde pave Benedikt i en tale til kardinalerne:”For den højestes domstol  må enhver af os være klar over, at vi en dag skal stå til ansvar for, hvad vi har gjort eller ikke gjort for enheden mellem Hans disciple”. I en tale i Australien sagde  paven: ”Der vil ikke kun ske fremskridt i den økumeniske dialog gennem udveksling af  ideer, men også ved at dele gensidigt berigende gaver. En idé stræber mod sandheden. En gave udtrykker kærlighed”.

Hvilken rigdom af gaver  har jeg ikke selv i de sidste år modtaget i mødet med kristne fra de mest forskellige sammenhænge.  Denne rigdom gør bønnen om enhed brændende.

Igen er der liv på den lille vej, hvor jeg bor.   Bilerne trænges,  børnene leger. Og de helt små går  med deres alt for store rygsække til deres skolestart.

August har det fælles med nytår: Noget nyt begynder.

Forhåbentlig er du udhvilet, med friske kræfter, fysisk, psykisk, åndeligt. 

Nu gælder det så om at blive ved med at være i form, om ikke at brænde ud.

Mærkeligt nok kan nogle føle sig udbrændt i bønnen.  Netop den som skulle give styrke!  Måske fordi det hele føles overvældende: Hvordan blive hellig? Hvordan nå til forening med Gud? Helgenerne kunne, men hvad med lille mig? Du får måske ikke altid bedt – og ikke særlig længe. Alle gode råd om bøn preller ligesom af på dig, og dine beslutninger dør ud efter kort tid.  Du bliver hængende foran tv – eller bruger for megen tid på nettet! Du ved godt, at det burde være anderledes, ”men i dag er jeg for træt, jeg må bare slappe af.” Der er altid et men … Og alligevel ved du, at Gud alene kan tilfredsstille din længsel, at du kun kan blive lykkelig i forening med Ham.  Men målet føles så  fjernt.

Men fat mod – der er en genvej!

Sæt dig ned  alene i dit værelse – bare ti minutter, dem kan du dog afse. Sig det til Gud som det er, at du slet ikke er så trofast og udholdende i bøn som du i grunden gerne ville være. Men ophold dig ikke længe ved dette negative. Hos Gud skal vi ikke se på alle vore negative sider, men se os selv som Han ser os: Med stort håb. 

Og nu vil du i det mindste på ét punkt gøre som Jesus har sagt at vi skal.

Tænk nu på de mennesker som du dårligst kan lide – måske ligefrem dine fjender som har gjort dig ondt. Begynd  at bede for hver enkelt af dem. Du behøver ikke bede om noget særligt, men om at Gud vil velsigne dem – du kan mentalt bære dem ind i Guds kærlighed.

Måske er det ikke det sværeste at bede for dem, der virkelig har gjort én megen fortræd. Man føler sig måske lidt stolt når man kan det.  Jeg mødte en ung mand som var flygtning fra et land, hvor hans far var blevet skudt og hans øvrige familie forfulgt. Nej, han følte ikke noget nag, han elskede alle. Fint nok, men han fik det forbistret svært med nogle af dem han i hverdagen skulle fungere sammen med. 

Bed for dem som altid irriterer dig, for dem der har en helt anden kemi end dig, og om hvem du kan gribe dig i at tænke: Hvis ikke han – eller hun – var på min arbejdsplads, så … (Naturligvis: sådan tænker et pænt menneske ikke, men et eller andet sted sidder den tanke måske alligevel, pænt skjult under det ræsonnement at han/ hun ikke er sin plads voksen, men burde flyttes).

Måske føler du dig under denne bøn som en hykler, for du føler ikke det mindste for det du beder om. Måske sidder endda følelsen der stadig: Hvis bare han – eller hun -  ikke var der!

Men bryd dig ikke om dine følelser. De er ikke det vigtigste i os. Ved at udføre bønnen for dem du ikke kan lide, gør du som Jesus – ja forener du dig med ham, som på korset bad for sine fjender.

Faktisk går du lige til sagen, du trænger lige frem til Guds hjerte: Du beder for dine fjender.

Du forener dig med Abraham, som bad for Sodoma (som han sikkert følte en vis afsky for!), med Moses som stod så længe med armene strakt op i bøn, at han måtte have hjælp til at holde dem oppe. Med Job, som gik i forbøn for sine venner (som ikke havde været særlig venlige mod ham!) Men ”Da Job gik i forbøn for sine venner, vendte Herren hans skæbne … ” – og vigtigst: du forener dig med Jesus selv.

Nej, du føler dig ikke som en bønshelt som disse store! For du kan stadig ikke lide den og den. Men igen: Følelserne betyder ikke så meget, det er viljen, som tæller.

Kan du ikke holde dine beslutninger om lang tids daglig meditation, så kan du dog afse bare ti minutter – måske bare fem minutter – dagligt til denne forbøn. Du kan også hver gang dine følelser melder sig med dette: ”Hvis bare den og den ikke var der … ” – eller når du griber dig selv i at rationalisere dine negative følelser med seriøse grunde til  ikke at kunne lide, så erstatte med et: Gud velsign den og den.

Prøv dette – og se hvad der sker. Du vil …  nej, se selv!

Der er mennesker, som lider under at de ikke kan tro: ”Andre har fået troen som gave, men ikke jeg”. Prøv at leve troen – og engang vil du opdage  at du har den.

I Dostojevskijs bog Brødrene Karamazov giver en kvinde i en samtale med staretsen Zosima udtryk for at hun føler sig angst og i vildrede overfor døden:
“Jeg lider … ved min ringe tro”
 ”De tvivler om Gud?”
 ”Oh nej, nej! Det vover jeg ikke at tænke på. Men det tilkommende liv – det er ufatteligt, det er en sådan gåde! … Jeg forsikrer Dem ved alt, hvad der er mig helligt, at jeg ikke taler letsindigt i dette øjeblik. Nej, denne tanke om livet hinsides graven sætter min sjæl i oprør, i en angst, en rædsel… Hele mit liv igennem har jeg troet – så dør jeg en skønne dag, og pludselig er der ingenting mere; ‘på min grav vokser kun en burre’, som der står hos en digter. Det er en forfærdelig tanke! Hvordan skal man dog få troen tilbage? Forøvrigt; det var kun som barn, at jeg var troende; da troede jeg rent mekanisk, uden at gøre mig tanker om nogen verdens ting… Hvordan få bevis, hvordan blive overbevist. Åh, jeg ulykkelige! Jeg ser mig omkring – alle er det ganske ligegyldigt, ja omtrent alle! Ikke en sjæl bekymrer sig nu om den ting, men alene kan jeg ikke bære det, jeg evner det ikke! Det er dræbende!”
”Ja, uden tvivl er det dræbende. Men beviser skal man ikke søge i dette, bevise noget kan man ikke. Men en overbevisning kan man vinde.”
”Hvorledes? Gennem hvad?”

”Ved erfaringen gennem en virksom kærlighed. Bestræb Dem for uophørligt og virksomt at elske deres næste. I samme grad som De vinder fremad i kærlighed, vil De blive overbevist både om Guds eksistens og om Deres sjæls udødelighed. Og når De til den fulde hengivelse og selvopofrelse i kærlighed til næsten, så når De dermed også til den fulde tro, og ingen tvivl vil mere kunne forurolige Deres sjæl. Det er prøvet, det fejler aldrig.”  

(Fjodor Dostojevskij: Brødrene Karamosov, 1, København 1965, s. 83-84)

Fornyelse og tradition

Noget gik galt i det karismatiske frembrud i 1960-80-erne.  I mit første pinseindlæg her på  bloggen kom jeg ind på enkelte fejlsporinger. Men de kan nok sammenføjes i to grundlæggende fejlholdninger:

1. Man talte meget om, at vi skal leve i det ”Gud gør i dag”, man var nærmest historieløs. Det lå i samfundet i disse år at forkaste al tradition, og det smittede af på det kirkelige plan.  Ja, der var præster, som forkyndte, at de havde brændt deres teologi på Helligåndens bål. Måske var den ikke bedre værd, men en god teologi kunne nu have været dem til megen nytte i den pligt de havde til at bedømme.

Det indebar, at det nye blev kendetegn på ”ægte kristendom”. Tungetale der er en gave, som Gud frit givet til nogle, blev bevis på at man var karismatiker. Der opstod en vis stil med oprakte hænder, som ikke bare var spontant udtryk for lovprisning af Gud, men tegn på, at man hørte med. Nogle karismatiske følte sig bedre end de almindelige tørre kristne. ”Vi har Helligånden”, sagde en kvinde triumferende til et møde. Man lagde mere vægt på Åndens gaver end på Åndens frugter, som først og fremmest er ydmyghed.  

2. Ledere i den karismatiske fornyelse – især her i Norden – havde ringe kendskab til eller direkte foragt for troens kontemplative dimension.

Men Gud handler i historien. Hele Bibelen er frelseshistorie. Og Gud handler fortsat gennem historiske personer og begivenheder – også i kirkens historie.

Troens og bønnens karismatiske og kontemplative dimensioner behøver hinanden, ja fejlspores uden hinanden.

Den stærke understrøm af fornyelse, som i dag bryder frem, forener disse dimensioner.

Den danske atomfysiker Niels Bohr udkastede engang den tanke, at hvis komplementaritetsteorien blev overført til filosofiske og teologiske problemstillinger, ville mange spændinger undgås – idet han dog også advarede mod at banalisere denne tanke, som det er sket med Einsteins tese: Alt er relativt.

Det sandt katolske – ikke hermed ment romersk katolske – indebærer denne komplementaritet i sin fylde.

Dette gælder i udpræget grad karismatisk og kontemplativt åndsliv. I 1970’erne oplevede jeg i hvor høj grad karismatikere, der fristedes til at søge oplevelser, behøvede den renselse som ørkenfædre og vore kontemplative mystikere beskriver, for helt uselvisk at kunne bruge gaverne til gavn for menighederne. Foreningen med Jesus i forladthedens kenosis er nødvendig for at Åndens frugter klart kan vokse frem.

De kontemplatives risiko er at dyrke egen stilhed, egen helligelse, og at blive bundet til egen tradition og dermed lukke for Åndens fornyende vind, der vil skabe enhed mellem bøn og liv. Også de har hårdt brug for nådegaverne i fællesskaberne og i deres omgang med mennesker.

Radikale troende løber den risiko, at de bliver fanger af deres egen radikalitet og derfor blinde for komplementære sandheder. I stedet for at sådanne kunne berige, bliver disse årsager til polarisering og skaber ulykkelige grøfter.

Hvis nogen i dag spørger mig, om jeg er karismatiker, vil jeg svare: Jeg er kontemplativ karismatiker – eller karismatisk kontemplativ. Efter i mange år at have lidt under spændingen mellem de to former for spiritualitet, erfarer jeg nu en åndelig glæde og rigdom i deres forening.

Det løfterige i den understrøm af fornyelse, vi oplever i dag, er, at den forener hvad Gud gør i dag med traditionens visdom, karismatisk liv med bønnens stilhed og ensomhed, at den forener på tværs af alle kirkegrænser: Vi genkender jo hinanden i vores erfaringer og vores søgen.

Jeg brændte mig på ”det karismatiske” i  1980-erne. Så nu ikke mere af det! Jeg besluttede at holde mig på fjern afstand fra alt, der bare smagte karismatisk.

Men Vor Herre har sine veje!  I 2004 holdt den svenske pinsepastor, retræteleder og forfatter Peter Halldorf foredrag i Rögle Kloster.  Jeg havde læst noget af ham. Vi havde bragt noget af ham i Levende Vand. Nu var lejligheden der til at møde ham. Jeg spurgte p. Wilfrid Stinissen om Halldorf ikke var sådan én der skrev bøger på samlebånd, sådan en af disse lidt overfladiske pinseprædikanter!!! Wilfrid Stinissen blev alvorlig og svarede: ”Han er et af de mest ydmyge og sagtmodige mennesker jeg kender”.  Ikke dårligt. Jeg tilmeldte mig seminaret i Rögle.

Men dagen før fik jeg betænkeligheder: Jeg kunne ikke bruge en hel dag på dette. Hvad kunne for øvrigt en pinsemand give mig, der dog som katolik havde alt?

Men ak, jeg kunne ikke få kontakt med den rare mand som ville hente mig. Altså måtte jeg med.

Peter Halldorf holdt et strålende teologisk foredrag om Treenigheden. Han var altså ikke bare ydmyg osv, men også en dygtig teolog med dybtgående kendskab til kirkefædrene og en glimrende formidlingsevne.

Ikke et ord om nådegaverne, intet særlig karismatisk.

Og dog: Der skete noget den dag. De gamle sår, jeg bar i mig fra den karismatiske tid, blev helet.

Et par dage efter skulle Peter Halldorf tale i Karlslunde Strandkirke. Det kunne være interessant at opleve, om han var den samme i denne karismatiske sammenhæng som i det katolske kloster. Men hvordan komme til Karlslunde uden bil? Jeg bad en lille forsigtig bøn om, at hvis Gud ville have mig derud, så måtte han sørge for billejlighed.  Om formiddagen ringede biskop Kozon: ”Jeg vil ud og høre Peter Halldorf i aften, vil du med?”  Jeg var ved at falde ned af stolen! Ingen tvivl: Gud ville have mig derud. Mit indtryk denne aften var akkurat det samme som i Rögle.

Nogle dage efter brød tungetalen igennem hos mig. Stille og – ja netop naturligt. Som var det den mest naturlige måde at bede på. Jeg havde før haft denne gave, men aldrig rigtigt brugt den og nu i flere år fortrængt den. Det hverken ville eller kunne jeg mere.

I de sidste dage har nogle spurgt mig: Jamen, hvad er det at bede i tunger?  Er det på et sprog du kender?  Nej, det er det ikke. Og dog et det et sprog. Det er på en måde et fortroligt sprog for mig. Ofte kan man føle, når man siger noget, at der er en indre mening, en indre værdi, der ikke kommer med, der unddrager sig et logisk sprog. I tungetalen er det den indre værdi der kommer til orde. En indre fylde udfolder sig. Jeg lovpriser Gud på Hans eget sprog.

I 2008 udgav den svenske katolske biskop Anders Arborelius, som er karmelit, sammen med lederen af pinsebevægelse i Sverige Sten-Gunner Hedin en bog: Anden – Gud här och nu. I den giver biskop Anders, en beskrivelse af tungetalen, som jeg helt kan tilslutte mig: ”Tungetalen udtrykker hvad al bøn egentlig indebærer: At være lovprisning af den uuransagelige og uforståelige Gud … tungetalen er et slående bevis på Guds forspring. Vore ord når aldrig rigtigt frem.”  Biskop Anders sammenligner med at vi i kirkerne har liturgi på latin, kirkeslavisk, gheez, som de fleste i menigheden ikke forstår. ”Og alligevel kan en for forstanden ubegribelig bøn være en tilbørlig hyldest til ham, som i sig selv er uendeligt meget mere end vi kan udtrykke i ord.” Ja, tungetale er lovprisning af Ham, der er ud over al forstand.

Det vi normalt kalder tungetale, er et sprog, som oftest ikke forstås af den, der bruger det. Men der er også masser af eksempler på, at missionærer, f.eks. den kendte Frans Xavier, har fået den gave at tale på et for dem fremmed sprog og dermed nå ind til folk, hvis sprog de ikke mestrede.

Sammen med denne gave fik jeg en hidtil ukendt glæde og fred. Det var som en rensende, varmende vind gennemblæste mig. Jeg bad for et par syge, der blev helbredt. Der sket så meget andet.

Alt godt – for en tid. Men så rejste der sig en storm mod mig. Ikke et ord om indholdet i den. Måske skal der ”sådan noget” til for at rense os. Men netop da oplevede jeg at tungetalen kunne give mig den indre fred, trods ydre ufred og smerte. Paulus beskriver tungetalen som en bøn til egen opbyggelse. Den er en gave, der skaber klarhed, en hjælp i angst og mørke. Denne bøn kan forjage det negative og fylde sindet med glæde og tak.

Hele tiden prøvede jeg at fastholde, at jeg med min bøn i tunger – jeg kan bedre lide udtrykket: Bøn i Ånden – var i godt selskab. Sagde Paulus ikke at han bad mere i tunger end hele menigheden i Korinth?  At han med denne bøn opbyggede sig selv? At han ønskede at de alle talte i tunger? 

Og dog sled al denne modstand på mig, på hele mig, også på det, jeg havde fået. Jeg passede gevaldigt på ikke udadtil at virke for karismatisk og da slet ikke omtale tungetalen.

Men jeg har fået det hele tilbage igen. I styrket form. Ja, jeg er kommet til den overbevisning, at vi frimodigt skal slutte op om Paulus i hans udtalelser om tungetalen.

Men også, at denne gave er til indvendigt brug!  Det er en bøn til lønkammeret. Jeg kunne ikke drømme om at bruge den i et offentligt møde. Kun helt diskret i forbøn.

Og jeg må tilstå, at der et eller andet sted i mig findes en lille angst: Ved at skrive dette, stiller du dig selv i et dårligt lys?

Men denne angst overvindes i, at når man har fået en stor gave, så må man også dele den med andre, man må  hjælpe andre til at få del i den.  

Jeg satte overskrift på: Dåb i Helligånden.

Mere om dette emne senere.

Jeg holder så meget af  beretningen om, hvordan den kendte svenske vækkelsesprædikant Frank Mangs åbnede sig for Helligåndens virke, lige midt i dagligdagen. Findes i Peter Halldorfs bog: Drik dybt  at Helligånden.

Frank Mangs anvendte udtrykkene: ”Den indre fornemmelsen” og ”sangen i sjælen” når han talte om erfaring af Helligånden. Denne Åndens iboen der er pant på det evige liv.

Måske helt uden at kende ham, prædikede denne frikirkepræst det samme som Simeon den nye Teologen (949-1022), der energisk fremholdt, at man ikke kan være fyldt af Helligånden uden at mærke det:

Kom ikke og sig, at det er umuligt at opfyldes af Helligånden.

Kom ikke og sig at det er muligt at blive hel uden Ham,.

Kom ikke og sig, at man kan være fyldt af Ham uden at mærke det.

Kom ikke og sig, at Gud ikke åbenbarer sig selv for mennesket.

Kom ikke og sig, at mennesket ikke kan se det guddommelige lys,

eller at det er umuligt i vor tid.

Frank Mangs insisterede på, at dette er en hverdagsvare, ikke noget opstemt eller sværmerisk, en hverdagsspiritualitet, brugbar for den der står ved en maskine, som for husmoderen.

Hvordan kommer man i forbindelse med vor indre kilde, Åndens liv i os?

”Når jeg har skrevet meget”, sagde Frank Mangs, ”kan jeg føle mig træt og udtørret. Så standser jeg op og siger til Gud. Fyld mig nu med din hellige Ånd, det er let for dig, det koster dig intet. Så sidder jeg lige så stille, og selv om jeg er dødtræt, så mærker jeg lidt efter lidt, at den indre fornemmelse vender tilbage. Ja, den kan blive så stærk, at jeg må sige til Gud. Tak nu er det nok.”

Men vi må have denne indre kilde indmonteret. Og her er nok noget der er tabt eller glemt i moderne kristenliv.

I et skrift fra 200-tallet, præsten Hippolytos´ skrift: Den apostolske tradition, kan vi læse hvordan dette skete: Når de døbte igen er påklædt (efter dåb med neddykning) træder de ind i menigheden. Biskoppen skal da lægge hånden på dem og bede:

Herre Gud,

Du som gav dem synderens forladelse gennem pånyfødslens bad,

lad dem blive opfyldt af Helligånden, og send over dem din nåde,

så at de tjener dig efter din vilje.”

Håndspålæggelsen var som regel ledsaget af salvelse med olie.

Forfatteren af Hebræerbrevet regner læren ”om dåb og håndspålæggelse” for ”begynderundervisningen” (6.2). Dette var lige fra apostlenes tid det normale. I den ortodokse og den katolske kirke har man bevaret denne tradition.

Jeg blev som voksen konvertit ”firmet”, dvs, at biskoppen med håndspålæggelse salvede mig med olie, mens han sagde: ”Modtag Helligånden”. Jeg må tilstå, at på det tidspunkt betød dette ikke så meget for mig. Men da mange år senere en frikirkepræst lagde hænderne på mig og bad om at jeg måtte blive fyldt med Helligånden, var jeg bevidst om, at den nåde havde jeg modtaget i min firmelse, men at den kunne genoplives.

Kilden er der. Det er op til mig at lade den strømme.

Og det er den bedste øvelse som forberedelse til pinsen: At lade Helligåndens liv strømme, at  fjerne alle hindringer for det, at følge det råd, som den gamle Frank Mangs gav, efter gennem et langt liv at have erfaret, at det fungerede: 

Sid stille. Sig til Gud: Fyld mig nu med din hellige Ånd. Det koster dig intet. Sid stille og afslappet og mærk, hvordan den indre fornemmelse af Åndens nærvær fylder dig.

I fastetiden var vi rettet mod påsken. Katekumenerne – dem, der skulle døbes i påsken – blev undervist om dåben og det grundlæggende i den kristne tro. Men nu – efter påske – peger gudstjenestetekster hen mod Helligåndens komme.

        Man siger, at kun få danske ved, hvad pinsen i grunden er. Jeg tvivler på at fisk som festspise ændrer på det.   Jeg havde en cand.teol. på retræte. Hun havde fine karakterer, men mente ikke at Helligånden er person.

       Måske slet ikke så mærkeligt. Den vestlige kristendom har, som dr. theol. Anna-Maria Aagaard udtrykte det i sin doktorafhandling fra 1970-erne, været præget af Kristusmonisme. Helligånden har haft en ganske lille plads.  

         Men da det var sortest 1960’erne, hvor trusler om kristendommens sammenbrud i Europa skabte mismod, sendte Gud en åndelig fornyelse – som det er sket i krisetider gennem  hele kirkens historie.

Det begyndte i  slutningen af 1800-tallet, hvor en italiensk kvinde Elena Guerra, kendt som Helligåndens apostel, i et profetisk budskab opfordrede pave Leo XIII til på en særlig måde at bede om Helligåndens fornyelse af kirken og verden. Højtideligt gjorde paven dette d. 1. januar 1901.  Samme aften oplevede en gruppe studenter i Kansas en åndelig fornyelse, der blev spiren til pinsebevægelsen, mens den katolske kirke syntes uberørt. Pavens personlige brev til alle Kirkens biskopper med opfordring til at bede om Helligånden,  mødte kun ringe genklang.

Intet skete, før pave Johannes d. 23. indledte Andet Vatikankoncil med en optimistisk tale, hvor han gik imod undergangsprofeterne og forkyndte sin tro på en skjult plan fra Guds side, der indebar en ny verdensorden – og paven åbnede koncilet med at bede Gud sende en ny pinse.

Denne bøn blev hørt. Som paddehatte der skyder op som af usynlige frø dukkede det, som efterhånden fik navnet den karismatiske bevægelse op så hist så her, uden indbyrdes forbindelse. I alle kirker oplevede man denne forårsregn. Kan andre end Helligånden skabe dette?

Rundt omkring i verden samledes små grupper af mennesker, der oplevede Helligåndens fornyelse i deres liv, og til deres glade forundring erfarede, at det levende karismatiske liv, som ApG. og Paulus vidner om, ikke var forbeholdt begyndelsens tider, som en hel del kloge mennesker havde ment, men også kunne blive vores og skabe forvandling i vores samfund.

Jeg var med, når vi samledes nogle stykker ude i et lille kapel i Valby. Vi sad på vore bedeskamler, der var megen stilhed, vi bad om fornyelse.

Et par amerikanske jesuitter kom til København. De bad for nogle katolikker om ”dåb i Helligånden”, det gængse udtryk for en åndelig fornyelse. De blev ”døbt i Helligånden”, og hurtigt kom der en udvikling i gang.

En økumenisk bedegruppe dannedes, som mødtes på Rygård, den katolske skole i Hellerup. Det var betagende og stærkt: Lovsangen, den personlige forbøn, fællesskabet på tværs af konfessionelle grænser. En aften hørte jeg en gammel “apostoler” bag min ryg sige til en ven: ”Ved du hvad, jeg har opdaget at katolikker også kan være kristne, de taler jo også i tunger.” Jo, gamle mure blev væltede, et befriende fællesskab opstod.

Der var “noget, jeg ved ikke hvad”, som berørte mig. Noget som talte til en delvis ubevidst længsel i mig. Også noget der helbredte gamle sår. Jeg ønskede mere af det!

         Det begyndte så sundt og ægte. Man følte sig i ren luft. Mennesker blev fornyede. De intellektuelle teologer fik varme. Glæden, kærligheden, som slog én i møde ved de karismatiske møder, var ikke til at tage fejl af. Helligånden  fornyede mennesker  i deres trosliv. Man så det på dem. Der var en frihed i bønnen.

Den katolske karismatiske konference i pinsen 1975 var for mange et højdepunkt. Den store messe i Peterskirken pinsedag, hvor vi stod i timer og ventede. Sangen i den latinamerikanske gruppe jeg stod ved siden af. Den indbyrdes kærlighed som var så åbenlys, deres helt naturlige forbøn, da en faldt besvimet om. Og messen! Den smukke  korsang  blev overgået af en himmelsk sang i Ånden. Og hvem kan glemme det lykkelige smil der lå på pave Paul VI´s ansigt da han blev båret ned gennem kirken, mens nogle i bare glæde dansede bagefter. Mon ikke paven tænkte, at her var svaret på hans forgængers bøn: Herre, send os en ny pinse!

Men … hvor Helligånden virker, sker så meget andet. Noget urent sneg sig ind.

En aften kom en meget følsom pige ud fra et af de klasseværelser, hvor vi var fordelt i grupper, kridhvid i ansigtet, med rædslen lysende ud af øjnene. “Hvad er der i vejen?” spurgte vi der stod udenfor. Jo, man uddriver onde ånder derinde.

Man havde opdaget det ondes virkelighed. Og som det så ofte går med nyopdagede sandheder: De bliver om ikke hele sandheden, så fylder de så meget, at proportionerne forvrænges. Man så onde ånder hvor der aldrig havde været nogen.

          Bøn om helbredelse – fysisk som psykisk – fyldte meget. ”Inner healing” var et begreb som opstod i denne fornyelse, selv om realiteten havde været praktiseret før den. Mange fik orden i deres indre rum og oplevede at gamle sår blev helbredt. Men der var også nogle, der blev efterladt skuffede og forvirrede.

Netop i bønnen om helbredelse kom falske toner frem. Nogle karismatikere var tilbøjelige til at tro, at bare man bad, skete der helbredelse, og når den udeblev, var det enten den bedende eller den syge som havde for lidt tro. Står der ikke: ”Hvis I beder, så tro, at I har fået det, og så skal I få”. Altså: Når man bad om helbredelse, så skulle man tro, at man var helbredt og takke for det – selv om smerterne endnu var der.

”Se nu kan jeg gå”, jublede en ældre kvinde, mens hun svingede stokkene. Der blev takket for denne herlige helbredelse. Da vi mødtes en uge senere, støttede hun sig igen til sine stokke.

Jeg husker en fortvivlet kvinde, jeg talte med. Oven i sin alvorlige sygdom, sclerose, led hun under, at man i hendes menighed sagde at hun ikke havde tro til helbredelse. Hvad der var værst: sygdommen eller skruplerne over den manglende tro var svært at finde ud af. Men da jeg fortalte hende, at man altid i kirken har set en frugtbarhed i at forene sin lidelse med Kristi lidelse, slappede hun af, og et lykkeligt smil afløste det forgræmmede udtryk hun kom med. Måske var hun også nu langt mere disponeret for at blive helbredt, men jeg fulgte hende ikke på hendes videre vej.

”Hvis du vil være med i en karismatisk bedegruppe, må du følge spillets regler,” sagde en af lederne til mig. Hvad gik de ud på?  ”At lovprise med oprakte hænder og at bede i tunger.” Jeg var altså blokeret, når jeg ikke rakte armene i vejret!

Jo, jeg er og forbliver jyde! Ikke af natur ekspressiv som så mange andre. Jeg havde intet imod de oprakte arme – hvis det var ægte! ”Opløft jeres hænder mod helligdommen,” står der i Skriften. ”Jeg vil at mændene alle vegne skal bede med fromt løftede hænder,” skriver Paulus til Timotheus (1 Tim 2,8). Mon ikke dette også gjaldt kvinderne?  Dominikus er kendt for sin omtale af de forskellige bønsstillinger, hvor også de oprakte hænder har sin plads. I Frankrig har jeg på kontemplative retræter oplevet, at deltagere spontant har bedt sådan, og det virkede sundt og ægte. Men når det bliver facon, er det galt. Når det bliver tegn på, om man er rigtig karismatisk, er det galt.

Tungetale er en gave, ikke en præstation. Heller ikke den er tegn på, om man er rigtig karismatiker og hører hjemme i en bedegruppe. Den er lønkammerets bøn, ikke et opvisningstykke. Og i mit stille sind var jeg ofte skeptisk, når jeg på møderne hørte nogle tale i tunger. Var dette ægte – eller noget de forsøgte sig med for at være inde i varmen?

Profetien var en ny erfaring. Det ægte blev opblandet med meget uægte. På et lederstævne underviste en englænder om profetien. Vi sad i en rundkreds. Han pegede ud, hvem der nu skulle profetere. Jeg omgav mig med en aura af ”rør mig ikke”, og den blev respekteret. Kan man lære at profetere?

Gruppen voksede, og man besluttede at flytte til større lokaler. Mange har senere sagt, at det var ved denne flytning der skete noget – noget udefinerligt – som blev begyndelsen til enden. Det hele ebbede ud.
Hvorfor kunne noget, der var begyndt så godt, ikke udvikles sundt og forny hele kristenlivet i Danmark? Det spørgsmål stillede jeg for nylig til en ældre mand, som var stærkt engageret dengang. Han svarede: Fordi vi blev så glade for os selv. Vi brugte nådegaverne for os selv, men ikke i tjeneste. Det er forkert at generalisere, men for mange af os var det nok sandheden.

En vigtig årsag var, at gruppen for mange blev en erstatning for en menighed. I gruppen var liv – i den hjemlige menighed bare noget tørt, dødt. Men nådegaverne gives til en menigheds opbyggelse. Dér hvor den karismatiske fornyelse fik lov at præge en menighed, voksede noget sundt, stærkt og varigt frem. Oasebevægelsen er også en frugt af den karismatiske fornyelse, men den lægger jo megen vægt på sin lutherske arv. Den stærke økumeniske ånd, der prægede den første tid, gik tabt.

I et møde i 1998 for de nye bevægelser i den katolske kirke sagde dengang kardinal Ratzinger, nu pave Benedikt, i et foredrag, at det er helt naturligt at nye bevægelser må gennem børnesygdomme. Da er det Kirkens pligt at støtte og vejlede. Det så man i Frankrig, hvor den karismatiske bevægelse blev integreret i Kirken og blev ophav til en række nye kommuniteter, som fortsat giver nyt liv.

Men når vi møder hinanden – vi fra dengang – så opstår genkendelse og glæde. Vi havde noget godt fælles. ”Bare vi kunne opleve sådan noget igen,” sagde en gammel mand fra ”dengang” til mig. Men Gud gentager sig ikke, han skaber altid nyt.

Det må vi bede om at Han gør til pinse. Fortsættelse følger.

(Ovenstående er udpluk fra min nye bog: Og alt skal blive godt)

KRISTUS ER OPSTANDEN

JA, HAN ER SANDELIG OPSTANDEN

Sådan har det i disse dage lydt i utallige kirker over hele verden.

Den lange fastetid er forbi.

Dermed er denne fasteblog også færdig. Tak til alle dem, der har fulgtes med mig gennem  fasten.

Nu følger påsketiden, hvor forventningen til pinsen vokser frem.

Nu og da i denne kommende tid vil jeg igen skrive på bloggen.

I morgen rejser jeg til Sverige til et seminar om Isak af Syrien. Så lige nu pakkes der kuffert. Måske bliver det guldkorn fra ham, der bliver det næste synlige på denne blog.

Det særligt løfterige i vor tid er alle kristnes fælles søgen tilbage til vore fælles rødder, til dem, vi kalder kirke- og ørkenfædre og – mødre.

Skal vi kalde fortsættelsen af fastebloggen for enhedens blog?  

fortsat glad påsketid

Grethe Livbjerg

Læsning der kan anbefales som læsning i den stille uge:

Martin Lönnebo: Vor frelsers vej til korset.    (Borgens Forlag 1992)

Sebastian Olden-Jørgensen: Korsvejen,  Katolsk Forlag

Allerede den første generation af kristne ønskede at gå på de veje som Jesus vandrede af på sin vej til Golgata og standse op i bøn på de steder hvor der var sket noget særligt. Sådan opstod meget tidligt den skik at vandre Via Dolorosa i Jerusalem.  Lidt efter lidt fik man 14 stationer hvor man standsede op i bøn.

Men da alle ikke kunne rejse til Jerusalem og gå på frelserens vej, skabte man i kirkerne korsveje med billeder som illustrerede de forskellige begivenheder, og som kunne vække til andagt.  Man taler da om at gå korsvejen eller at bedr korsvejen. Man har nogle steder korsvejsandagter hvor præsten leder en sådan vandring fra station til station, og sammen står man stille ved hvert billede, betragter og beder.

Men man kan også bede korsvejen hjemme hos sig selv – gå en indre korsvej. Ovennævnte bøger er en hjælp til denne personlige korsvejsandagt.

Den stille uges liturgi

Menneskelivet er bygget på rytme. Der et samspil mellem stærke og svage perioder. Kirkeåret giver os en fast rytme, med tider af bod og tider med jubel, med hverdage og søndage, med almindelige uger og særlige uger – som den stille uge.

Desværre ødelægger det moderne samfund denne rytme. Alt bliver ens. Vi skal kunne købe ind på søndage som på hverdage. (På facebook er oprettet en gruppe, hvis hensigt er at værne om søndagen).

Med den omsiggribende søgen efter holisme – helhed – vækkes også en følsomhed over for de hellige tider og steder, som altid har spillet så stor en rolle i den kristne praksis, ja i alle religioners praksis:  Tider og steder, hvor vi på en særlig måde kan erfare Guds nærvær.

I kirkeårets rytme lever vi med i vort frelsesmysterium. At vi gang på gang kommer tilbage til samme mysterium giver os mulighed for fordybelse. Det giver os mulighed for som hele mennesker at leve med i Guds eget mysterium.

Især den stille uges liturgi giver os denne mulighed, for der sker så meget, som inddrager hele vor person.

Den stille uge falder i år d. 5.-12. april.  Fejlagtigt bliver den stille uge ofte kaldt påskeugen, men denne begynder med påskedag og afsluttes med søndag efter påske.  Den stille uge er afslutningen på fastetiden.

Den stille uge indledes med palmesøndag. Søndag samles hele menigheden et sted uden for kirkerummet, hvor præsten indvier grenene, som derefter deles ud. Under sang går vi i procession til kirken, hvor vi som indledning til den stille uge stående hører lidelseshistorien.

Selv om man ikke er katolik, kan det være en god oplevelse at deltage i denne gudstjeneste som i alle de andre af den stille uges gudstjenester.  Dagspressen annoncerer tidspunkterne.

Dette skrives palmesøndag om aftenen. Jeg kom af helbredsmæssige årsager ikke til messen i dag. Første gang i mit 48-årige katolske liv.

Tirsdag i den stille uge er der en særlig højtidelig højmesse i Sankt Ansgars Kirke, hvor biskoppen indvier de hellige olier, som i årets løb bruges til salvelse ved dåb og konfirmation og til salvelse af syge. Kirken er fuld den dag, og der er en særlig stemning: Biskoppen beder jo Helligånden komme over disse olier, som skal formidle Hans komme til mennesker med velsignelse og helbredelse.

Skærtorsdag fejrer kirken indstiftelsen af nadveren. I den katolske kirke begynder gudstjenesten kl. 17. I fastetiden har der været få eller ingen blomster i kirken, men i dag er alteret smukt pyntet med hvide blomster.

I nogle kirker har man bevaret – eller genoptaget – den oprindelige tradition, hvor præsten – i domkirken biskoppen – vasker tolv mænds fødder i mindet om, at Jesus vaskede sine disciples fødder. Det er en både bevægende og smuk ceremoni, som anskueliggør Guds egen ydmyghed: Jesus fornedrede sig selv og blev mennesker lig, og han bøjede sig for mennesket og tjente det. Guds almagt er ingen dominans, men afslører sig som kærlig ydmyghed.

Gudstjenesten bevarer sit festlige præg indtil messens centrale led: Forvandlingen af brød og vin til Jesu legeme og blod. Derefter skifter stemningen og er nu vendt mod Langfredag. Umiddelbart efter messen afklædes alteret, og billeder tilhylles med sort eller violet klæde.

Det hellige sakramente føres til et sidealter, som er pyntet med lys og blomster, og foran dette alter er der aftenen igennem tilbedelse. I vores kirke har vi fælles middag, hvor vi spiser lam, og derefter  skiftes de at være i kirken  til midnat. Men også mange udefra kommer i aftenens løb og tilbringer lang tid i bøn.

Langfredag begynder menigheden med fælles morgenbøn kl. 8, med læsninger fra Det gamle Testamente, som peger hen på langfredag, med fælles bøn af Salmerne m.m. Den højtidelige gudstjeneste er kl. 15. Stående hører menigheden oplæsning af lidelseshistorien, og efter prædikenen finder korsets hyldning sted. Præsten bærer korset op gennem kirken, tre gange standser han op og synger: “Se det kors, hvorpå verdens frelser hang”, og menigheden svarer: “Kom lad os tilbede”. Korset placeres nu foran alteret og alle går op og kysser det, mens man synger: “Hil dig frelser og forsoner”.

Lørdag er den lange, lange ventedag.   Kl. 23,00 begynder vigilien, dvs. vågegudstjeneste  i bøn og bibellæsning. Vi samles uden for kirken, hvor der er tændt et lille bål. Præsten og ministranterne kommer ud, og præsten tænder under bøn påskelyset: Et stort tykt lys med årstal 2009. Ved dette nye lys får alle i menigheden deres lys tændt, og i procession går vi så ind i den mørke kirke. Præsten standser tre gange og hæver lyset op, mens han synger: “Kristus, verden lys”, og menigheden svarer: “Gud ske tak og lov”. Derefter veksles mellem sang, bøn og læsninger fra Det gamle Testamente, begyndende med skabelsesberetningen og siden tekster, der peger hen på påsken,

I denne gudstjeneste indvies dåbsvandet, og hvis der er voksne dåbskandidater døbes de altid påskenat. Efter denne indvielse fornyer de tilstedeværende deres dåbsløfter, og præsten bestænker dem med det nyindviede vand til minde om dåben. Derefter fortsætter messen som sædvanlig men med al den fest, som kor og menighed kan præstere.

Men selv om klokken er godt på den anden side midnat, når  messen er slut, går vi ikke hjem, for nu er der agape, som egentlig betyder kærlighedsmåltid.

Nu begynder påskeugen, som afsluttes med hvide søndag, kaldet sådan, for på den dag lagde de nydøbte i Oldkirken deres hvide klæder, som de havde båret siden dåben påskenat. Men den glade påsketid varer lige til pinse.

I snart 40 dage har vi nu vandret omvendelsens vej – eller vi har,  så godt vi nu kunne,  forsøgt at gøre det – for med renset hjerte  at kunne fejre Herrens påske. På tusind måder har kristne over hele verden søgt Gud. Vi er del af et stort fællesskab.

Gud giver os fastetiden for at vort hjerte kan begynde at gløde af længsel efter vores Ven. Vores længsel, som blokeres af så mange behov, skal frigøres; splittelsen og døden i os skal overvindes, korset kan og vil forvandle vore indre sår til en kilde med levende vand. Dette er nådens virkning, men vi prøver at skubbe alt det væk, som kan fange vores længsel, så den kan rette sig helt mod Herren.

I de hellige dages liturgi møder vi Ham, levende som dengang.
I vores tro og troens praksis er der kun et tempus: Præsens.
I de hellige tre dage (sacruum tridum) bliver vi samtidige med Herren.

Og er der noget vi i dag behøver at erfare og bekræfte, så er det realismen i kristendommen. Vi behøver at søge tilbage til vore rødder, hvor vi hos kirkefædrene finder denne realisme – som de ville sætte livet til for.

I dag kan bispekandidater spøge om, hvorvidt den hellige undfangelse skal forstås gynækologisk eller åndeligt – altså at Josef spillede med. Det er såmænd bare den gamle adoptionstanke, som new-age også gladelig accepterer.

Men hvad hjalp det os, hvis Jesus kun havde menneskelige gener? Derfor bekendte Oldkirken Jesus som sand Gud og sandt menneske. Det står vi jo også og siger i dag, men nogle bekender frejdigt at det ikke skal forstås sådan bogstaveligt.

I dag kan vi læse: ”Noget af det helt afgørende vi siger om Gud er, at Han er tre-i-én. Han viser sig altså på tre forskellige måder: Som den almægtige Gud Far, der skaber og opretholder verden. Som Guds søn, Jesus Kristus, der dør som et menneske langfredag, men står op fra de døde i påskemorgenrøde. Som Gud Helligånd, der taler troen ind i enhver tid, ethvert sted, på alle sprog, så det bliver levende og nærværende og giver mening …
Nogen tror, at kristne tror på tre guder. Det gør vi ikke. Vi tror på én Gud, der har den dynamik i sig at Han viser sig på tre måder. Det giver nemlig en dynamik”.

Det ligner betænkeligt – eller er – modalisme (en heresi der blev imødegået i koncil i 268).  Denne forklaring er måske tænkt givet til et barn. Men det er farligt at give hurtige og nemme svar til børn. For de hænger ved. Gud ikke bare viser sig på tre måder, men Gud er Tre Personer.

Dette forkynder Kirkens første konciler – dette forklarer Irenæus i sit værk mod heresierne. Den sandhed ville kirkefædrene gå i døden for.

Det fører for langt i en blog at påvise, hvor farlige disse populære forklaringer er.

Hellere forklare børn og andre der undervises, hvad vi forstår ved person. Oftest forstås et menneske, og om ikke så banalt så dog et autonomt  individ. Gud som én gud og  tre autonome individer er naturligvis noget vrøvl.

Men at være person er at være i relation. Det forklarer den tysk-jødiske filosof Martin Buber: ”Når jeg siger du, bliver jeg til, når jeg bliver til, siger jeg du”.

Et spædbarn, der får al muligt hygiejnisk og ernæringsmæssig  pleje, men ikke mærker en kærlig relation, vantrives. Mens et barn der savner alt det fysisk sunde, men elskes, kan vokse op som en sund person. Vi behøver relation, for vi er skabt i Guds billede. Gud der ER selve Relationen.

Gud er ikke én, der snart optræder som far, så som søn, så som ånd.

Men Gud er Tre Personer i en total relation.  Faderen er totalt Far i relation til Sønnen. Sønnen  er totalt Søn i  relation til Faderen. Helligånden er totalt sendt af Faderen. 

Jeg vil de følgende dage forklare hvordan vi fejrer den stille uge.

At fejre påske er mere end at højtideligholde noget som er sket. Det er at lade sig drage ind i dramaet. At blive delagtig. At følges med Jesus. I nogen grad at smage den kalk som Jesus bad om at måtte slippe for, men dog tømte for os.

Kun den som giver sig selv lov at sørge sammen  med dem, der fulgte Jesus og stod ved korset,  kan deltage i en ægte påskejubel.

Ved i påsken at deltage i Kirkens gudstjenester  kan det utrolige ske at vi bliver samtidige med Jesus i hans kamp og sejrende triumf.  At Han sejrer og opstår i os.

Liturgien er ikke et spil vi kan nyde og bedømme, men den er tilbedelse. Den er et drama, der forener himmel og jord, gør det vi fejrer nærværende og forvandler os der deltager. Dette er garanteret, for aktøren i hver gudstjeneste er Helligånden.