Fasten – en glædens tid.

Fasten
-         en glædens tid

 

 

I mit hjem havde vi ofte gæster i de fire påske- helligdage. Men et eller andet i mig kunne ikke nyde lagkagen langfredag eftermiddag. Var det da ikke en sørgelig dag? 

 

Noget af dette tunge har fulgt mig gennem livet, så jeg har kæmpet med, at også fasten føltes tung, mørk. Jeg blev let deprimeret i fasten.  Men virkeligheden er en anden: Fasten er en glædens tid. Jo, det er min opgave for fasten at følge Pauli råd: Vær altid glade.

 

I Johannes Chrystomos  ´fasteprædiken fra 300-tallet lyder det: ”Vidunderlig er fastetiden”. De kristne dengang så hen til fastetiden med utålmodig længselsfuld glæde. Jamen er fastetiden ikke bod, syndserkendelse, kamp?  Jo, men vi mindes jo, hvad den før har udført i os. Vi ved, at  det er en nådens tid, hvor Gud vil overøse os med sine gaver. Den er en vej til påsken, opstandelsen.

 

Fasten er som foråret. Det kan være råt og koldt, der kan komme en haglbyge, der pisker os i ansigtet, men vi ved at snart er skovbunden hvid af anemoner, snart skal vi sidde i solen,  snart vil det nye liv bryde frem – og vi selv  føler livet opstå i vores vintertrætte lemmer.

 

Fasten er også et åndeligt forår, hvor Åndens liv vil fornyes i os.

 

Vi er selv lidt herre over, hvordan vores faste skal være.  Vort middel er ydmyghed.

 

Tager vi store beslutninger: Nu – i år – skal det virkelig være faste. Intet kød, ingen vin, små måltider, bede meget osv., så bliver resultatet skuffelse, nedslåethed – eller hovmod hvis det skulle lykkes. Vi overvurderer os selv – og hvad Gud venter af os.

 

Johannes af Korset, som betragtes som en mester i askese, betoner hele tiden discretio – mådehold, sund fornuft.

 

Tag beslutninger for fasten, som er lette at holde. Hellere en let bod, som holder hele fasten, end store mål, som aldrig nås. Dette hver dag at undvære lidt påvirker mig i længden.

 

Nogle påstår, at det med konkret faste, at nedskære maden, er ligegyldigt. Det er uåndeligt, ja gerningsretfærdighed. I grunden en gnostisk tendens.  Men de bedrager sig selv. Jesus sagde: Når I faster – ikke hvis I faster.    En af de gamle ørkenfædre sagde: ”Hvordan skulle vi kun bevare vort hjerte, hvis vores mund og vores mave står åbne?”

 

Fasten skal stå i kærlighedens tjeneste. I fastetiden er mit grundliggende spørgsmåpl:    Hvad vil jeg i grunden med mit liv –med resten af mit liv?  Hvem vil jeg knytte min kærlighed til? Hvor er der destruktive tendenser i mig, som er ved at tage overhånd?

 

Derfor må spørgsmålet også hele tiden være: Hvad gavner min bøn? For bønnen er kærlighedens  liv. Bønnen er min inderste længsel. I fastetiden prioriterer vi vor dybeste længsel – og fravælger alle de små længsler, der vil skygge for den.  Ja, det er dette, fastetiden skal virke i os: At vi vil ét. At alt i os er rettet mod Gud.

 

I fastetiden er hele Guds folk på vandring.  Vi modtog sammen askekorset, vi er fælles i fastens vandring. Vi støtter hinanden. Ikke bare den lille flok, som mødes her, men søstre og brødre i alle lande.

 

I fastetiden kan vi øve os i at leve helt, dvs. leve nu. Men det vil vi vende tilbage til.

 

Pave Johannes d. 23. – den milde runde pave, som var elsket af ”alle”, har skrevet noget befriende om dette. Han kaldte det Hverdagens ti bud – et udmærket program for fastetiden:

 

 

1. Kun i dag vil jeg forsøge at leve i nuet uden at løse alle mit livs problemer på én gang.
2. Kun i dag vil jeg være yderst opmærksom på min væremåde: Jeg vil klæde mig beskedent og ikke hæve stemmen. Jeg vil være høflig og ikke kritisere nogen. Jeg vil ikke prøve at forbedre eller opdrage på nogen ud over mig selv.
3. Kun i dag vil jeg være lykkelig i visheden om, at jeg er skabt for at være lykkelig, ikke kun i den næste verden, men også i denne.
4. Kun i dag vil jeg tilpasse mig omstændighederne uden at kræve, at omstændighederne alle sammen tilpasser sig mine ønsker.
5. Kun i dag vil jeg hellige ti minutter af min tid til at læse noget godt, idet jeg husker på, at ligesom føden er nødvendig for kroppen, således er stilhed og lytten nødvendige for sjælens liv.
6. Kun i dag vil jeg gøre en god gerning uden at sige det til nogen.
7. Kun i dag vil jeg gøre mindst én ting, som jeg ikke har lyst til; og hvis det er ubehageligt for mig, gør jeg det sådan, at ingen lægger mærke til det.
8. Kun i dag vil jeg have et dagsprogram; måske opfylder jeg det ikke til punkt og prikke, men jeg har det. Og jeg vil vogte mig for to plager: travlhed og ubeslutsomhed.
9. Kun i dag vil jeg – uanset at det modsatte kan synes at være tilfældet – fuldt og fast tro på, at Guds gode forsyn drager omsorg for mig, som om der ikke var andre på jorden.
10. Kun i dag vil jeg ikke frygte noget. Særligt vil jeg ikke være bange for at nyde det, som er smukt, og at tro på godheden.
I tolv timer kan jeg godt overkomme at gøre det, som ville få mig til at tabe modet, hvis jeg mente, jeg skulle gøre det hele livet.

 

 

 

Indsend en kommentar