Grethe Livbjerg

Håbet om alles frelse

Jeg  begyndte  at skrive videre i fastesammenhæng. Men så kom noget ind, der bare vil have plads. Og det får det så.

I aftes havde vi møde i vores bibel-meditationsgruppe. Vi er en broget forsamling af ortodokse, flest fra Folkekirken,  katolikker og  nogle fra frikirker.

Vi mødes i stilhed  i kirken. Èn læser vores tekst, i går fra Matt 22. 1-14.  Vi sidder i stilhed en halv time, hvorefter vi drikker te og samtaler om  teksten.

Teksten taler om de kaldede og de udvalgte. Hvem er kaldede ? Hvem udvalgte? Vi kom ind på vore oplevelser fra forskellig forkyndelse. Én med baggrund i Nordnorge, hvor der findes laestidianere  - en særlig norsk vækkelsesbevægelse, om hvordan hans mor havde siddet og lagt kabale, da en af disse folk kom ind og straks dømte hende til helvede, for kortspil er vejen dertil, hvordan han selv havde haft  helvedesmareridt En ung pige med baggrund i Pinsekirken fortalte,  at da hun var barn, talte man meget om Jesu genkomst, om dem der blev taget med og dem, der blev ladt tilbage. Det havde gjort så dybt indtryk på hende, så hvis hun kom hjem og ikke straks kunne finde sine forældre, blev hun angst: Var de taget med og hun ladt tilbage, fordi hun ikke have været som hun skulle?   Der kom mere frem af samme slags.

Og så slog snakken over til drøftelserne i Kristeligt Dagblad om de to udveje: Himmel eller helvede. Jeg må indrømme at jeg selv får det dårligt, når jeg læser om dette. I min barndom  talte man om det nødvendige skel som man skulle prædike om: De frelste og de ikke-frelste.  Min opfattelse blev at det var så langt  lettere at komme i helvede end i himlen – også jeg kendte til helvedesmareridt.

Vores samtalen vendte, da jeg trak Hans Urs von Balthasar frem, vel forrige århundredes største teolog. Han forkyndte håbet om alles frelse. Vi kan aldrig forkynde troen på alles frelse. Bibelen taler jo klart om fortabelsens mulighed. Men vi har ikke bare ret, men også pligt til at håbe på alles frelse.

Det må du skrive om, sagde én. Og det gør jeg så. Længe har jeg haft lyst til at blande mig i denne debat, men andet arbejde har trængt sig på, men at blogge er mindre forpligtende end at skrive avisartikel.

Håbet om alles frelse støtter sig på Guds vilje. Står der ikke: Gud vil at alle mennesker skal frelses?

Er Guds  vilje så let at komme udenom? Gud har givet mennesket en fri vilje, og vi er frie til at sige nej til Guds kald. Men Guds vilje er absolut – menneskets vilje er en skabt vilje. Gud vil ikke tvinge mennesket, men kan han ikke overliste det?

Hvor mange mennesker siger ikke nej til kristendommen, fordi de kun har kendt en forkvaklet form? F.eks. en fremstilling af Gud som én der helst vil straffe. Findes der en  mere brutal religion end den der vil putte uskyldigt udøbte i helvede?

Man finder ikke sådanne forestillinger hos kirkefædrene. De er af senere dato.

Jeg kan ikke huske, at jeg som barn hørte om Helligånden. Det er utænkeligt at jeg ikke skulle have gjort det, men det havde ikke gjort noget indtryk. Det var en meget Jesus-alene-præget kristendom.

Den gode og sikkert fromme Anselm af Canterbury (1200-tallet) blev arkitekt for en teologisk teori, der i sin videreudviklede forkyndelse – især den vækkelsesprægede – giver associationer til en retssal, hvor Faderen er den strenge dommer og hvor Kristus på forbryderens plads må betale menneskehedens gæld med sin lidelse og død. ”Jeg er meget, meget ulykkelig over Anselm,” skriver den ortodokse ærkebiskop Kallistos Ware i sin bog ”Vejen”. Med tanke på den juridisk formede retfærdiggørelseslære, som prægede forkyndelsen i min barndom og ungdom, kan jeg kun tilslutte mig hans beklagelse.

I en prædiken fra 1600-tallet kan vi læse: ”Han (Jesus) er fuldstændig fanget i grebet af Faderens rasende og retfærdige vrede … en ophidset Guds vrede. Jesus beder og hans vrede far hører ham ikke …” Megen forkyndelse har i mere afdæmpede toner lignet dette skrækeksempel. Selv om der i min ungdoms bibel er tyk streg under det sted hvor Paulus skriver, at Gud har forsonet verden med sig, så var der i sindet et billede af den strenge Gud, der forlangte blod – så ulig en kærlig far.

Hvor mange er blevet skræmt væk fra al kristendom af denne opfattelse af en Gud, som forlangte blod? Hvilken karikatur man har forkyndt.

.

Jeg husker hvilken lettelse jeg som ny katolik oplevede, da den gamle pastor Hubert Messerschmidt forklarede, at det ikke er en vred gud, der skal forsones. Det er det vrede menneske, der skal forsones med Gud. Gud er forsoneren, ikke den der skal forsones. Men pastor Messerschmidt var også fortrolig med kirkefædrene.

Det var en selvfølge for den første kirke, at lidelsen over menneskers synd var en lidelse i Treenigheden. Tertullian – en af de første kirkefædre – skrev: ”Hvis Sønnen led, led Faderen med ham … Hvordan skulle sønnen kunne lide uden at Faderen led med ham?” Hans Urs von Balthasar, der i frustration over sin tids teologi fandt tilbage til fædrene, betoner den ubrudte enhed i Guds treenige liv: ”Jesu lidelse og død er udtryk i tid og rum for den kærlighedens selvudgivelse der i al evighed er i den hellige Treenighed” (La Croix et la Gloire). Her er han helt på linje med Origenes, som skrev: ”Han led vore lidelser, selv før han led på korset, før han nedlod sig til at tage vort kød på sig … Det var kærlighedens lidelse. Mon så ikke også Faderen lider, universets Gud, fuld af mildhed, barmhjertighed og medlidenhed?” Faderen og Sønnen led ikke samme lidelse. Jesus led i sit legeme, Faderen led med.

Abraham vandrede sammen med sin søn på vej til ofret. Hvordan må Abraham ikke have følt det, da Isak sagde: ”Far hvor er dyret til ofringen?” Og hvordan har Gud Fader følt, da Jesus i Getsemane bad: ”Abba, Fader, alt er muligt for dig, tag denne kalk fra mig.”

Jesus fortalte os historien om Faderen, hvis yngste søn temmelig frækt bad om at få sin arv udbetalt. Faderen vidste, at de penge ville blive sønnens ulykke, men han gav ham dem, han stillede ham helt frit. Faderen led. Det smertede ham, at sønnen ødelagde sit liv. Sønnens lidelse, da han måtte nøjes med svinemad gik lige ind i faderens hjerte. Hans sorg drev ham hver dag ud på vejen for at spejde: Kommer han ikke snart tilbage? Og da han så ham langt borte, løb han ham i møde. Og straks fik sønnen sko på fødderne – tegn på den frie mand, ring på fingeren – faderens signetring. Uden at gøre nogen bod fik han alle sine rettigheder tilbage – og der blev fest.

Sådan er Faderen. Hvordan har vi gjort ham til den vrede, strenge dommer – til min barndoms pedantiske overvåger?  Har vi skabt en afgud i vort eget billede – fordi vi selv er vrede, fordi vi selv er strenge dommere?

I et samfund hvor der er megen fortrængt skyldfølelse, men ringe syndsbevidsthed må vi pege på Guds lidelse, som den åbenbares på korset og sige: Så alvorligt tager Gud det onde. Men det er kærlighedens lidelse, ikke vredens. Det er Guds godhed, som leder til omvendelse, ikke den truende pegefinger.

Fravær af Helligånden medfører manglende fortrolighed med Faderen, for kun Helligånden kan lære os at bede: ”Abba Fader.”

Ånden beder i os: ”Abba Fader,” siger Paulus. Men når man fortier Helligånden, vil også troen på Gud som far svækkes.

          Den kendte tyske teolog Karl Rahner (1904 – 1984 ) skrev: ”Vi har ud fra alle Bibelens udsagn  om Guds magt at frelse alle, om alles frelse gennem Kristus, pligten at håbe på alles frelse,  samtidigt som vi uafkortet fastholder udtalelserne om den reelle mulighed at gå evigt fortabt”.

          Når vi går til helgenerne møder vi deres uforbeholdne tro på Guds barmhjertighed: Therese af Lisieux taler stærkt m håbet: ”Man kan aldrig have for megen tillid til den elskede Fader, som er så mægtig og barmhjertig. Man får af Ham så meget som man håber. Man venter sig aldrig for meget af Gud, præcis så meget begærer man af ham, som man tror om ham”.

           Engang havde jeg nær kontakt med en familie med 6-7 børn. Alle gik de i forældrenes spor, undtagen en der skejede ud. Men netop han stod moderens hjerte nærmest, det var ham hun talte om med varme i stemmen.

            Jesus fortalte lignelssen om hyrden der forlod de 99 for at søge den ene. Sådan er Faderen.

            Hvis der manglede bare ét menneske i himmelen, ville Han gå ud og overtale det til at komme ind.

             Tænk hvis jeg som barn og unge havde haft den tro!

Dette indlæg var indsendt den onsdag, marts 4th, 2009 kl. 10:47 og gemt under Ikke kategoriseret. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side.