Fornyelse og tradition
Noget gik galt i det karismatiske frembrud i 1960-80-erne. I mit første pinseindlæg her på bloggen kom jeg ind på enkelte fejlsporinger. Men de kan nok sammenføjes i to grundlæggende fejlholdninger:
1. Man talte meget om, at vi skal leve i det Gud gør i dag, man var nærmest historieløs. Det lå i samfundet i disse år at forkaste al tradition, og det smittede af på det kirkelige plan. Ja, der var præster, som forkyndte, at de havde brændt deres teologi på Helligåndens bål. Måske var den ikke bedre værd, men en god teologi kunne nu have været dem til megen nytte i den pligt de havde til at bedømme.
Det indebar, at det nye blev kendetegn på ægte kristendom. Tungetale der er en gave, som Gud frit givet til nogle, blev bevis på at man var karismatiker. Der opstod en vis stil med oprakte hænder, som ikke bare var spontant udtryk for lovprisning af Gud, men tegn på, at man hørte med. Nogle karismatiske følte sig bedre end de almindelige tørre kristne. Vi har Helligånden, sagde en kvinde triumferende til et møde. Man lagde mere vægt på Åndens gaver end på Åndens frugter, som først og fremmest er ydmyghed.
2. Ledere i den karismatiske fornyelse især her i Norden – havde ringe kendskab til eller direkte foragt for troens kontemplative dimension.
Men Gud handler i historien. Hele Bibelen er frelseshistorie. Og Gud handler fortsat gennem historiske personer og begivenheder også i kirkens historie.
Troens og bønnens karismatiske og kontemplative dimensioner behøver hinanden, ja fejlspores uden hinanden.
Den stærke understrøm af fornyelse, som i dag bryder frem, forener disse dimensioner.
Den danske atomfysiker Niels Bohr udkastede engang den tanke, at hvis komplementaritetsteorien blev overført til filosofiske og teologiske problemstillinger, ville mange spændinger undgås idet han dog også advarede mod at banalisere denne tanke, som det er sket med Einsteins tese: Alt er relativt.
Det sandt katolske ikke hermed ment romersk katolske – indebærer denne komplementaritet i sin fylde.
Dette gælder i udpræget grad karismatisk og kontemplativt åndsliv. I 1970erne oplevede jeg i hvor høj grad karismatikere, der fristedes til at søge oplevelser, behøvede den renselse som ørkenfædre og vore kontemplative mystikere beskriver, for helt uselvisk at kunne bruge gaverne til gavn for menighederne. Foreningen med Jesus i forladthedens kenosis er nødvendig for at Åndens frugter klart kan vokse frem.
De kontemplatives risiko er at dyrke egen stilhed, egen helligelse, og at blive bundet til egen tradition og dermed lukke for Åndens fornyende vind, der vil skabe enhed mellem bøn og liv. Også de har hårdt brug for nådegaverne i fællesskaberne og i deres omgang med mennesker.
Radikale troende løber den risiko, at de bliver fanger af deres egen radikalitet og derfor blinde for komplementære sandheder. I stedet for at sådanne kunne berige, bliver disse årsager til polarisering og skaber ulykkelige grøfter.
Hvis nogen i dag spørger mig, om jeg er karismatiker, vil jeg svare: Jeg er kontemplativ karismatiker eller karismatisk kontemplativ. Efter i mange år at have lidt under spændingen mellem de to former for spiritualitet, erfarer jeg nu en åndelig glæde og rigdom i deres forening.
Det løfterige i den understrøm af fornyelse, vi oplever i dag, er, at den forener hvad Gud gør i dag med traditionens visdom, karismatisk liv med bønnens stilhed og ensomhed, at den forener på tværs af alle kirkegrænser: Vi genkender jo hinanden i vores erfaringer og vores søgen.
Kære Grethe. Jeg er selv katolik, omend stadig meget spæd (konverterede sidste år). Inden da kom jeg selv en del i protestantiske karismatiske kredse, og endskønt jeg egentlig var højkirkelig satte jeg pris på den spontanitet der ligger i karismatisk spiritualitet.
Kort tid efter min konversion blev jeg dog dog meget traditionalistisk indstillet og begyndte at sætte alvorligt spørgsmålstegn ved den karismatiske spiritualitets plads i den Katolske Kirke. Egentlig mener jeg ikke den store splittelse i Kirken er mellem karismatikere og ‘kontemplative’, som du vistnok kalder det som jeg er. Mange karismatikere er meget åbne overfor kontemplation og meditation og tager gerne til Taizé-møder o.lign. (dog med et forbehold – det skal gerne i nogen grad foregå på deres egne præmisser). Traditionelt indstillede katolikker tror i høj grad på nådegaver, men mener blot ikke at man kommer sovende til dem men at de er frugten af en stadig større overgivelse til Gud. Den virkelige kamp i Kirken står mellem dem der tror at alt hvad Kirken lærer er i dybeste forstand sandt, og modernisterne der ikke tror at Kristus var hvem han sagde han var og vil have Kirken til at gøre knæfald for verden. Karismatikere er langtfra modernister – men det forekommer mig at de i ret betydelig grad har ladet sig forlede af visse af modernisternes løgne, fx ift. hæmningsløs økumeni og ubetinget religiøs frihed. De har også givet ammunition til modernisternes forsøg på at ødelægge og banalisere Kirkens liturgi ved at fremme en uhensigtsmæssig spontanitet og kreativitet og en overdreven familiaritet med de hellige handlinger. Resultatet er at mange modernister med henvisning til dette har indført pseudo-karismatiske træk i liturgien, der ihvertfald i denne sammenhæng – når det følges af tvetydig eller endog falsk undervisning og en lad tilgang der benægter liturgiens hellighed – bliver ødelæggende for deres flokkes trosliv.
Ena af fordelene ved den traditionelle liturgi er at ritualet er så stramt “koreograferet” at det er forholdsvis ligegyldigt om præsten er en helgen, en kætter eller en misogyn fascist; Messen er den samme – hvilket man bestemt ikke kan sige om den nye Messe, opfattelsen af hvis værdighed og hellighed er yderst afhængig af hvem der fejrer den. Jeg tror der er en plads til legitim spontanitet i katolsk spiritualitet, men den hører ikke hjemme i den Hellige Messe, ihvertfald ikke hos præsten. I århundreder var det ved siden af Messen at mange katolikker fandt et personligt udtryk for deres tro – i pilgrimsrejser, religiøse processioner, Rosenkransen og andre bønner. Hvis karismatisk spiritualitet har berettigelse indenfor Kirken – og det tror jeg den har hvis den lader sig lede af Kirkens hyrder og får ryddet ud i nogle tvivlsomme ting – så er det i sådanne “para-liturgiske” sammenhænge den hører hjemme. Som du sagde i dit sidste indlæg tror jeg det er helt rigtigt at begrænse fx tungetale til ens personlige bønsliv – det er jo også det Paulus lærer om tungetalen. Og videre: “Gud er ikke forvirringens Gud, men fredens.”