En ny økumeni?
I forordet til en ny bog på svensk, Peter Artman: Ny endräkt skriver den svenske katolske biskop Anders Arborelius: På kort tid har vi kristne gået fremad på enhedens vej med syvmilestøvler. Dette er ikke blot en begejstret udtalelse, men reflekterer biskop Anders´ dybe fællesskab med kristne fra forskellige kirkesamfund.
Denne nye økumeni kan ikke sammenlignes med et patchworktæppe, hvor forskellige enkeltdele er lappet sammen, et fællesskab stykket sammen ud fra den laveste fællesnævner, men enheden væves sammen og danner et nyt mønster, som samtidigt er identisk med det oprindelige i vores fælles rod.
Den gamle økumeniske bevægelse havde et social-politisk præg, hvor vægten var lagt på den fælles handling. På min reol står resultatet af kommissioners drøftelser af de teologiske spørgsmål, der adskiller kirkerne. Alt dette er godt og nødvendigt.
Men i den nye økumeniske bevægelse vokser enheden op nedefra. Ofte citeres fra den koptiske munk Matta Al-Miskîns bog: Enhet ger liv: Vi må begynde med at leve sammen i troens inderste og eneste væsen, inden vi kan enes om indholdet. Bøn og bestræbelser for enhed må ikke standse op ved vor forståelse af Kristus , men lede direkte frem til alle troendes enhed i Ham.
En artikel kan kun i glimt gengive hvad der sker på denne front.
Nya Slottet Bjärka-Säby tilhørte en højkirkeligt engageret godsejerslægt. D. 1. april 1980 stod der i svenske aviser, at slottet med tilhørende stor park var foræret til Pinsekirken i Linköping. Aprilsnar tænkte læserne, men den var god nok. Betingelse var at stedet skulle fungere i økumeniens ånd.
Godsejer Ekman havde et valgsprog: Bøn og arbejde – være ikke synes. Dette valgsprog er overtaget af et økumenisk kommunitet, der med pinsepastor Peter Halldorf som præses i over ti år har givet stedet liv gennem et monastisk liv med tidebønner, åndelig læsning, studier og fysisk arbejde. Eukaristien fejres efter Basiliusliturgien, søndag i det gamle slotskapel, der d. 13. september fejrer 150 års jubilæum, og om onsdagen i Övre Salen, et kapel allerøverst i slottet. Det er præget af smukke ikoner og røgelsesduft. Onsdag aften kan liturgien her vare et par timer. Der er altid fuldt, mange unge. Har man én gang været her, længes man tilbage. Her er det særligt smerteligt som katolik ikke at kunne modtage kommunionen.
Hertil strømmer kristne fra alle kirkesamfund, og frikirkelige, som før har betragtet alt liturgisk og sakramentalt som stift og dødt, bliver her dybt berørt af liturgiens livgivende kilde.
I et sådant miljø vokser klosterkald frem, så klosterdrømmen er ikke urealistisk. . Som model og moderkloster har man Bose i Norditalien, et stort økumenisk kloster med ca. 70 munke og nonner, flest katolikker. Det begyndte med, at en ung mand, Enzo Bianco, netop den dag Det andet Vatikankoncil sluttede, flyttede fra Torino i Norditalien ud i et primitivt hus, hvor han i tre år boede alene og i bøn. Så begyndte andre at slutte sig til, en hurtig vækst kom i gang. Årligt har Bose tusinder af besøgende, også af kardinaler og kirkeledere fra alle samfund.
Men fraternitett i Bjärka – Säby har også nær kontakt med Sveriges katolske klostre, og brødre og søstre derfra kommer og underviser de unge,.
Ud fra fraternitet på Nya Slottet er vokset et udvidet kommunitet af personer, der som en slags 3. orden lever rundt omkring i Norden.
Tidsskriftet Pilgrim har sit hjemsted på Nya Slottet. Det er ligesom Levende Vand et økumenisk tidsskrift og har som vi en referencegruppe med repræsentanter fra alle kirkesamfund. Pilgrim har gennem årene samlet hundreder af mennesker til retræter og store møder. F.eks. var i 2007 6-700 præster fra alle kirkesamfund samlede til undervisning og bøn.
Den nye økumeni er en liturgisk, sakramental vækkelse.
Ved en jubilæumsfest i det økumeniske retrætested Berget i Rättvik fejrede pater Wilfrid Stinissen messen. Han havde fået biskop Anders´ tilladelse til at alle kunne modtage kommunionen., så denne messe blev en anticipation af hvad der venter os, når vi helt bliver ét. Wilfrid Stinissens prædiken om enhed kan læses på www.levendevand.dk.
Da den svenske ærkebiskop for et par år siden udtrykte tvivl på jomfrufødslen, satte biskop Arborelius og lederen af Pinsebevægelsen sig sammen og skrev en artikel Jesusmanifestet, som blev bragt i Svenska Dagbladet og senere udkom som bog. At en pinseleder og en katolsk biskop kunne skrive dette sammen vakte stor opmærksomhed. Siden har de to sammen skrevet en bog om Helligånden. I flere år har der været regelmæssige samtaler mellem den katolske Kirke og Pinsebevægelsen, og disse samvær, der har fundet sted enten i et katolsk kloster eller på Nya Slottet, Bjärka-Säby, har altid været præget af bøn.
En svensk økumenisk tidebog er solgt i 4.000 eksemplarer og skal ud i nyt oplag. Den anvendes i alle kirkesamfund, i fællesskab og af enkeltpersoner. Tidebønnen skaber enhed.
Det bærende i denne nye økumeniske bevægelse er troen på, at vi alle har fælles rødder i enhedens kirke, kirken før alle splittelser. Derfor spiller ørken- og kirkefædre så stor rolle, og deres tekster læses flittigt.
Det har ført til oprettelsen af Johannesakademiet, et studie- og samtalemiljø for økumenisk teologi, især ud fra den monastiske tradition i Oldkirken. Johannesakademiet har på Nya Slottet fået skabt et stærkt voksende bibliotek med især patristiske tekster. Her holdes seminarer med deltagere fra alle kirkesamfund. Her kan enkeltpersoner få tid og rum at forske. Professor i kirkehistorie i Lund, Samuel Rubenson har været en af de drivende kræfter i dette nye tiltag og er præses for det. Ånden i Johannesakademien kan udtrykkes i devisen fra Oldkirken: En teolog er den der beder i ånd og sandhed, og den der beder i ånd og sandhed bliver teolog .
I det virtuelle rum finder man også den nye økumeni i www.enhetensvanner.se Gå selv ind og kig!
Men går alt da enkelt og let? Nej langtfra. Liturgifejrende pinsepræster vækker en slumrende katolikskræk. En katolsk biskop, der færdes hjemmevant i frikirkesammenhænge fremkalder spørgsmål i Katolsk Magasin: Hvordan kan vor biskop føle sig hjemme i en så broget skare af mennesker?
Biskop Anders svarede: Hvis vi bare holder os til dem, vi føler os hjemme med, bliver vi snart ensomme. Vi kan i denne skare – erfare et åndeligt slægtskab som fylder os med forundring over, hvordan Gud fører os sammen trods alle grænser. Helligånden kan lade os føle os hjemme i det mest uventede selskab. Vi må vove os ud på åbent vand. Vi må stole på at vor katolske tro er så rodfæstet i vort indre at ingen ting kan rokke os.
Og i dette er biskop Anders på linje med paven. Dagen efter sit valg sagde pave Benedikt i en tale til kardinalerne:For den højestes domstol må enhver af os være klar over, at vi en dag skal stå til ansvar for, hvad vi har gjort eller ikke gjort for enheden mellem Hans disciple. I en tale i Australien sagde paven: Der vil ikke kun ske fremskridt i den økumeniske dialog gennem udveksling af ideer, men også ved at dele gensidigt berigende gaver. En idé stræber mod sandheden. En gave udtrykker kærlighed.
Hvilken rigdom af gaver har jeg ikke selv i de sidste år modtaget i mødet med kristne fra de mest forskellige sammenhænge. Denne rigdom gør bønnen om enhed brændende.