Grethe Livbjerg

Er en blog ikke et rum for funderinger? Et rum hvor man kan dele tanker?

Dette indlæg på min blog er ikke svar, kun funderinger.

I min barn – og ungdom var synden allestedsnærværende: I prædikener og i Missionshusets forkyndelse. Udover de åbenbare synder var biografbesøg, dans, kortspil og en hel del mere synd.

Nej, jeg ønsker ikke dette tilbage. Den angst dette for mit eget vedkommende medførte, kunne jeg godt være uden. Dette var på mange måder forvrænget og skabte skrupuløse kristne. Men: i de sunde former det også havde, vil jeg ikke undvære det.

Hele min egen baggrund får mig til at spørge: Hvor er synden blevet af i dag?

Jesus sagde om Helligåndens komme: ”Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom” (Joh 16,8).

Jeg husker en retræte i Frankrig. Vi var ca. 30, almindelige grå mennesker.  Atmosfæren var lidt tung. Den anden dag blev det bebudet at der om aftenen ville være bods andagt: Kort prædiken der kunne vække anger, stilhed og mulighed for personligt skriftemål. Vi blev rådet til at bruge dagen til at søge ind for Guds ansigt og lade Helligånden gennemlyse os.  Dagen efter var alt forvandlet. Sangen var blevet glad lovprisning, mennesker lyste.  Undervisningen stødte ikke på mure, men gik lige ind.  Den enkelte havde set sin synd i øjnene, bekendt den, fået tilgivelse – og hele fællesskabet var fornyet.

Men hvem tør i dag tale om synd? Er den blevet psykologiseret væk?  Jeg kan jo i grunden ikke gøre for, at jeg er som jeg er. Skylden findes i min opdragelse, i skolen, i at jeg er blevet mobbet – og for øvrigt: Hvad er synd?

Der findes terapier til at afhjælpe alle mulige skævheder. De skyder op som paddehatte. NB: Jeg har intet mod terapier. De kan i mange tilfælde hjælpe mennesker til at finde orden i deres indre rod. Men jeg har mødt mennesker der har brugt år – og tusinder af kroner – på at gå i terapi og kan sige: Alt i mig er endevendt og hvad så?

At få bortforklaret egen skyld determinerer mig. Men at ærligt erkende min synd og få den tilgivet, gør mig til et frit menneske med eget ansvar for mit liv. Der kan være tilfælde hvor friheden lidt efter lidt skal erobres: Den og den syndige vane skyldes måske forhold udenfor mig selv, som jeg ikke har ansvar for.  Men ved at jeg tager ansvar for synden i mig, bliver jeg lidt efter lidt fri.

Jeg har selv i over tyve år undervist i kristen meditation. Dvs. i de sidste år har jeg undgået dette udtryk, for visse tendenser gjorde mig betænkelig.

Østlige metoder er strømmet ind og findes i mange afskygninger. De kan være uskyldige. Det er heller ikke sikkert at de gør danskere til hinduer, buddhister etc, selv om jeg har set tilfælde, hvor kristne lige så stille har skiftet religion gennem dem. Men de er i tilpasset form blevet en del af det, man kan kalde wellnesskulturen.  I den gælder det om at have det godt, at få de godt.

Meditation er også blevet del af denne wellnessbølge.  Hvor er den kristne meditation i dette? Drejer den kristne meditation sig  kun om at få det godt?

Den kan synes så let: Når bare vi åbner os i meditation, strømmer Gud ind. Troen er let som en fjer.

Man kan få indtryk af at Gud er som en tyk og mild fløde, der strømmer ind og lægger sig som et fredfyldt dække over alt. 

Vi skal leve i Guds nærvær, og det er let – og gør let. Br. Laurentius´ lille bog om at leve i Guds nærvær bliver citeret. Jo, han var enkel, men man glemmer – eller overser – at han i lang tid inden han kom til letheden, havde lidt under det, de gamle kaldte ”syndenød”. Gud måtte forberede ham til at leve i Hans nærvær.

Er der ikke risiko for at kristen meditation bliver en del af wellnesskulturen –  bliver wellness- spiritualitet?

Hvor bliver korset af?

Gud er en fortærende ild. Når Helligånden kommer, overbeviser Han om synd, om retfærdighed og om dom. Hvor er de toner blevet af i ”spiritualiteten”?

Allerede i Siraks bog kan vi læse: ”Min søn, hvis du når frem til at tjene Herren, vær da forberedt på prøvelser”.

Da Peter kom i land med båden fuld af fisk, faldt han ned for Jesu fødder og udbrød: ”Gå bort fra mig Herre! Jeg er alt for stor en synder til at være i din nærhed”.   Den erkendelse var nåden i Peters liv.

Kirkefædrene fandt et ord for denne nådeserfaring: katányxis, stinget i hjertet. Origenes taler om den smerte vi bør bevare i hjertet: sorgen over egen synd. Det er en sorg efter Guds sind. Stinget i hjertet, siger Gregor af Nyssa i sin tredje prædiken over saligprisningerne, er en sorg der skyldes sindsforvandlingen.

At komme til tro er at opdage at noget mangler. Uden tro kan man indbilde sig at alt er i orden. At komme til tro er at få et indre sår. Tro er ikke beroligende piller – tværtimod!

På fransk taler man om ”la doloreuse joie”, den smertefulde glæde. Glæden over at være i Guds kærlighed – og smerten over den synd der dermed afdækkes.

Det er den spænding den kristne må leve i. Og den er nåde.

Hvad sker der, når syndsbevidsheden forsvinder, når den enkelte kristne ikke i en ægte omvendelse oplever sig som en synder og modtager tilgivelse?   Vil ikke kirken som sådan miste blikket for synden – og dermed svigte vort samfund?

Vi må tilbage til vore rødder! Da vidste man hvad synd er, da kendte man den ægte nåde. Da fik troen hele sin tyngde.

Dette indlæg var indsendt den torsdag, september 17th, 2009 kl. 15:12 og gemt under Ikke kategoriseret. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side.